Oblivion

Kirkesanger, Michael Halle

Klik her for at lytte

Da jeg i 2014 blev ramt af en hjerneblødning, blev jeg efterfølgende blandt andet sat i forbindelse med en psykolog, der skulle kunne hjælpe mig på ret køl igen. Meget modvilligt tog jeg nogle samtaler med ham, men han lærte mig én rigtig god ting. ”Find dine egne værktøjer hvis du kan” sagde han, og det gjorde jeg så. Et af værktøjerne jeg fandt, var at lytte til musik samtidig med at jeg læste og det gav ikke kun en behagelig ro, men også en bedre forståelse.

Det valgte jeg at gøre igen, da jeg skulle finde et stykke musik til dagens læsning og det virker stadig. Prøv selv at læse det hellige evangelium til i dag (Joh  14, 1-11, side 1145 i salmebogen) og lyt samtidig til min gode ven og musikalske legekammerat, den tjekkiske violinist Lada Fedorova, når hun spiller ”Oblivon” skrevet af Astor Piazzolla og lad tonerne bestemme læsehastigheden. Så giver det hele lige pludselig en bedre forståelse, synes jeg. At det lige er ”Oblivon” jeg har valgt hænger sammen med at Oblivion er ordet for den tilstand man kan komme i, hvor man er uvidende og ubevidst om hvad der sker omkring en og bare lader sig forføre.