Rind nu op i Jesu navn

Organist, Søren Bech

Klik her for at lytte

“Rind nu op i Jesu navn” - i en dansk kor-version

Salmebogens nr. 739 indledes med verslinierne “Rind nu op i Jesu navn, du livsalig morgenrøde!”, og denne morgenrøde kan vel godt ses som et ekko af påskemorgens jubel, for blot få uger siden - og over på én gang mødet med Skaberen og Frelseren, himmelkongen og ham, der ville være menneskers bror.

Som præludium til 2. Påskedag valgte jeg jo korværket “Alt har sin tid”, med tekst af Ole Dalgaard og musik af Bo Holten, og sidstnævnte er foruden beskæftigelsen med komponistvirksomheden også dirigent for det fremragende kor Musica Ficta, der har udgivet en lang række CD’er på pladeselskabet Naxos med blandt andet danske salmer - heriblandt “Danske julesalmer og sange vol 1+2”, som er uundgåelige herhjemme i december.

Musica Ficta-udgaven af “Rind nu op i Jesu navn”, som netop er dagens præludium, er i mine ører en fornøjelse at lytte til, fra ende til anden - så god fornøjelse og også god søndag!