6. søndag efter trinitatis

Klik her for at se dagens læsninger

Uro og fortrøstning

Alt efter temperament kan man sige, at dagens evangelium begynder og slutter i vished eller i uro.

Det begynder med en ung mands vished om at have gjort alt det, han vidste, Gud kunne forlange af ham.

Det slutter med Jesu tillidserklæring til Guds almagt.

Man kunne også sige, at det begynder med førnævnte unge mands uro: "Hvad mere skal jeg gøre? Er der alligevel noget, jeg burde gøre, som jeg ikke allerede har gjort for at få del i det evige liv?" 

Og man kunne sige, at det slutter med disciplenes forfærdelse over det umulige for mennesker i selv at gøre det, der skal til for at blive frelst.

I midten står Jesu klarsyn: han gennemskuer den unge mand. Ser, at hans spørgsmål dækker over en stræben efter fuldkommenhed. Og han ser, hvad der er netop denne unge mands hæmsko for at nå fuldkommenhed: hans kærlighed til sit liv i rigdom.

Så vidt vi ved, var disciplene ikke specielt rige, så deres forfærdelse skyldtes næppe, at de følte sig ramt af Jesu ord om rigdom, men snarere, tror jeg, at de indser, at vi alle har vores ømme punkt i forhold til fuldkommenhed. At Jesu ved en nøjere gennemgang af deres og vores liv også ville kunne finde tider og steder at pege på, hvor vi var, er og (for)bliver mangelfulde i den henseende.

Hvis ellers det var det, han ville. Og det gør han da også sine steder, men ikke i vid udstrækning i dag.

Og i modsætning til den forfærdelse, der greb disciplene, og den, uro, der kan gribe os, når det går op for os, at fuldkomne bliver vi aldrig, forbliver han støt og rolig i vores nærvær: For Gud er alting muligt. Vor ufuldkommenhed til trods, behøver vi ikke tro os fortabt.

God søndag!

Ånd helligt nærvær ind og ånd alt det ud, som splitter og skaber uro

Mange af os kender til at leve med uro i sindet. Nogle gange handler uroen specifikt om vores forhold til Gud. Andre gange er det uro over alle de krav, vi skal leve op til i forhold til vores familie, arbejde, venner, sundhedsmyndighedernes anbefalinger, miljøet og verdensfreden og meget mere. 

Når uroen trænger sig på, kan en stille stund med Gud være en stor aflastning.

Klik her for at lytte til en meditation forfattet af sognepræst i Rise, Helle Domino Asmussen, og indtalt af Kirsten Schmidt, sognepræst på Orø, 2010. I meditationen henvises til Kristuskransen, men man kan sagtens lytte og have glæde af den, uden at have en Kristuskrans i hånden.

Klik her for at læse teksten (bemærk, selve optakten til meditation foreligger ikke på skrift)

Husk, at du altid er velkommen til at kontakte mig, hvis du har lyst til eller brug for at tale videre, om det, der gør dig urolig, eller tanker, der melder sig i mødet med meditationens, mine eller Biblens ord.

Med venlig hilsen

Anita Engberg

Sognepræst