Påskedag 2020

KRISTUS ER OPSTANDEN! Ja, han er sandelig opstanden! Glædelig påske!

 

Klik her for at komme til dagens læsninger.

 

 

Bridge over troubled water

valgt af organist, Søren Bech

Klik her for at lytte

Denne udødelige Paul Simon-klassiker fra 1970 behøver jo nok ikke i sig selv nogen nærmere præsentation – men hvorfor så vælge at lytte til den netop på en Påskedag? Jo, naturligvis på grund af det indbyggede glædesbudskab – at der KAN bygges bro hen over oprørte vande, og at der dermed ER håb om en fremtid i sigte – hvilket måske er ekstra vigtigt midt i den noget isolerede og usikre corona-tid, som vi befinder os midt i lige nu.

 Baggrunden for teksten var især slut-1960’ernes frustrationer over årtiets mord på gode kræfter som Kennedy-brødrene og Martin Luther King samt raceuroligheder i USA og også den langtrukne Vietnamkrig. Modstykket til disse mørke fakta fandt Paul Simon efter en del søgen på en LP med sydstats-gospel-gruppen ”Swan Silvertones”, i en af deres sange som havde omkvædet ”I’ll be your bridge over deep water / If you trust in my name” - og frøet til et internationalt hit var dermed sået!

 I stedet for den oprindelige Simon & Garfunkel-version, har jeg her valgt en udgave fra året efter (1971) med gospel-dronningen Aretha Franklin, hvor der indledningsvis kun er ”soulful” elpiano og hammondorgel, hvilket hen ad vejen udbygges med hendes skønne sang, korstemmer og rytmegruppe. Og således hjulpet på vej kan man vist godt ønske glædelig påske!

Kvinderne ved graven

valgt af kirkesanger, Michael Halle

Klik her for at lytte

Englen sagde til kvinderne ved graven: ”Frygt ikke, han er ikke her, se stedet han var lagt”. Teksten fra Matt. 28, 1-8 har Jens Rosendal gendigtet på mere nydansk i sangen ”Kvinderne ved graven” med musik af Ole Ugilt. Den udkom på CD i 2014 sammen med 6 andre udvalgte Evangeliesange som Jens Bøgestrand og jeg selv indspillede. For de fleste er Julen den størst højtid, men det er slet ikke virkeligheden. Påske er den absolut største kirkelige højtid, som jeg selv ofte fejrer på Kreta der holder Påske ugen efter vores, men dog ikke kan komme til det i år på grund af den altoverskyggende Corona virus. Men det altoverskyggende og formentlig bedste bevis på Guds magt og kærlig er opstandelsen for som sangen slutter, blev dødens magt brudt af Gud i evig kærlighed. Glædelig påske!

På den anden side

v/sognepræst, Anita Engberg

Dagens prædiken finder du i den særudgave af kirkebladet for Estvad-Rønbjerg sogn, der er udkommet i anledning af påsken 2020. Hvis ikke du har bladet, kan du læse det her.

Har du allerede læst prædikenen, kan det være, du har lyst til at lytte til en påskefortælling i stedet. Den er skrevet for børn, men har også noget at byde på for voksne. Klik for at komme til fortællingen om Laban, Lea og lagenet. Historien er skrevet af Jonas Lucas Christy og indlæst af Anita Engberg.

 

 

Hilsen fra graverne

Graver, Anni Berthelsen

Vi holder godt nok ikke gudstjeneste i dag, men kirkeklokkerne ringer over hele Danmark kl. 09.45 - 10.00, og således også i Estvad (klokken i Rønbjerg er midlertidigt ude af drift) med budskab om det håb, vi har fået i Jesu opstandelse påskedag, og flaget bliver selvfølgelig også hejst i dag som de øvrige påskedage.

I dagens særlige anledning er der stillet en vase med påskeliljer frem på både Estvad og Rønbjerg kirkegård. Alle er velkomne til at tage en påskelilje, så længe lager haves, og lægge den på en grav hos en, du tænker på, eller læg den ved døren hos en, du håber noget godt for.

Glædelig påske

ønskes du af graverne

Gudstjeneste fra Viborg Domkirke

I dag er der ikke nogen andagt fra Egeris. Til gengæld kan du finde en hel gudstjeneste inkl. nadverfejring på DR.DK. Gudstjenesten sendes fra Viborg Domkirke. Biskop, Henrik Stubkjær er liturg og prædikant. Gudstjenesten kan ses på DR1 kl. 10.00 og DR2 kl. 14.00 i dag.

Husk at finde brød og vin eller saft frem inden gudstjenesten, hvis du ønsker at fejre nadver derhjemme under gudstjenesten.